Langt de fleste handler på GulogGratis.dk forløber uden problemer. Det er dog svært at undgå, at der til tider opstår situationer, hvor svindlere forsøger at snyde ærlige brugere af GulogGratis.dk. Dette tager vi naturligvis afstand fra, og derfor har vi også meget fokus på at bekæmpe svindel på vores side.
Den sikreste måde at handle på er ved at mødes ansigt til ansigt, inspicere varen på stedet, og afslutte handlen på stedet. Så ved du med det samme, om varen lever op til det lovede, inden pengene overgives.
Er det ikke muligt at inspicere varen på forhånd, anbefaler vi, at man benytter en anerkendt og pålidelig betalingsformidler, som fx PayPal. Dermed opnår du som køber en højere grad af beskyttelse, såfremt varen ikke lever op til det lovede.
Husk at bruge din sunde fornuft og lyt til din mavefornemmelse.
Ser du varer, hvor prisen er unormalt lav, eller annonceteksten bærer præg af at være oversat eller er på engelsk, bør du være ekstra opmærksom.